Cubakrisen
Det tætteste verden nok nogen sinde har været på en atomkrig var i 1962, hvor Sovjet opstillede mellemdistanceraketter på Cuba. Det skete under hvad man i dag kalder den kolde krig.
I1950’erne var Cuba ledet af diktatoren Fulgencio Batista, som styrede sit land med terror og brutalitet. Men da der i 1959 midlertidigt kom et “brud” i dette styre kom der nye magthavere til, Fidel Castro. Cuba mistede USA´s penge og handel efter Castros styre blev en realitet på Cuba, og nu havde Cuba brug for en alliancepartner, som blev Sovjet. Men da Castro ikke var kommunist, blev han tvunget til at gå i forbund med de røde. I 1960’erne indgik Cuba og Sovjet i en omfattende handelsaftale.
Eksilcubanere som var flygtet til USA planlagde at angribe Cuba. Dette angreb støttede USA med træning og efterretninger fra CIA.
D.17. april 1961 kom eksilcubanerne sejlende ind på Cubas sydside, svinebugten. De håbede det ville føre til invasion og at det cubanske folk ville gøre op med Castro-styret. Men der kom ingen folkerejsning og det gjorde at de cubanske militær var i stand til at nedkæmpe disse invasionsstyrker på 3 dage. Denne begivenhed kaldes for “svinebugtaffæren”. Og det blev en stor fiasko for USA.
USA overvågede Cuba og så at de var i færd med at opstille mellemdistanceraketter op, som var en stor trussel for USA. Brevveksling mellem Præsident Kennedy og Cuba, hvor Cuba lovede at de ville demontere disse raketter hvis USA lovede at de aldrig ville angribe Cuba igen. [1]
Clara
Cubakrisen var den kolde krigs mest alvorlige konfrontation mellem Sovjetunionen og USA. I juli-august 1962 modtog USA efterretninger om en sovjetisk militær oprustning på Cuba, men Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov forsikrede den amerikanske regering om at der kun fandtes defensive våben på Cuba.
Præsident: John. F. Kennedy afslog militære løsninger og satte Cuba i karantæne. I Kennedys TV tale d. 22. oktober meddelte han at alle skibe på vej mod Cuba med offensive våben ville blive tilbageholdt. Den efterfølgende dag sagde Khrusjtjov at der ikke var tale om offensive våben på Cuba og at de sovjetiske skibe ville trodse karantænen. Men d. 28. oktober, efter seks dages nervekrig, bukkede Khrusjtjov under for presset og fragtskibe som var på vej til øen vendte om og Khrusjtjov fjernede sine raketter mod en garanti fra USA om ikke at invadere Cuba.
Rikke
Cubakrisen → oktober 1962
Cuba krisen blev oplevet som en balancegang på afgrundens rand, mange ting kunne bidrage til denne opfattelse. For det første udspillede krisen på baggrund af diskussionen om den såkaldte raketløft. For det andet viste Sovjetunionen evne og vilje til at optræde mere udfordrende i international politik end tidligere.
Den russiske erklæring af 11. september gik ud på, at enhver amerikansk militær aktion mod Cuba ville udløse en krig med kernevåben.
Til at begynde med havde der kun været ringe stemning for en blokade. Det løs, som da senator Capehart ville prøve på at udsulte Cuba, før der fandtes missiler på øen.
Krisen blev meget dramatiseret både dengang og siden, som om verden i nogle dage svævede mellem fuldstændig udslettelse og overlevelse.
Den amerikanske regering erklærede blokade mod Cuba pga. sovjetiske raketter og våben på øen. Man ved ikke om det var en provokation af USA, at sovjet havde våben i Cuba, men at Sovjetunionen på noget tidspunkt skulle have overvejet at lade sig udsætte for risikoen for en atomkrig mod USA for Cubas skyld, forekommer usandsynligt.
Krisen kan opfattes som en nøje planlagt sovjetisk manøvre for at få fastslået, at det var lykkedes den at vinde fodfæste i Latinamerika og dermed at gøre sig gældende inden for en amerikansk indflydelsessfære, hvor den amerikanske dominans kunne anfægtes.[2]
Maja
[1] http://www.1960erne.dk/vecubakrise.php
[2] Stormagtspolitikken 1945-1982 – Johan Bender og Hnas Kurt Gade
Kilde 1:
I1950’erne var Cuba ledet af diktatoren Fulgencio Batista, som styrede sit land med terror og brutalitet. Men da der i 1959 midlertidigt kom et “brud” i dette styre kom der nye magthavere til, Fidel Castro. Cuba mistede USA´s penge og handel efter Castros styre blev en realitet på Cuba, og nu havde Cuba brug for en alliancepartner, som blev Sovjet. Men da Castro ikke var kommunist, blev han tvunget til at gå i forbund med de røde. I 1960’erne indgik Cuba og Sovjet i en omfattende handelsaftale.
Eksilcubanere som var flygtet til USA planlagde at angribe Cuba. Dette angreb støttede USA med træning og efterretninger fra CIA.
D.17. april 1961 kom eksilcubanerne sejlende ind på Cubas sydside, svinebugten. De håbede det ville føre til invasion og at det cubanske folk ville gøre op med Castro-styret. Men der kom ingen folkerejsning og det gjorde at de cubanske militær var i stand til at nedkæmpe disse invasionsstyrker på 3 dage. Denne begivenhed kaldes for “svinebugtaffæren”. Og det blev en stor fiasko for USA.
USA overvågede Cuba og så at de var i færd med at opstille mellemdistanceraketter op, som var en stor trussel for USA. Brevveksling mellem Præsident Kennedy og Cuba, hvor Cuba lovede at de ville demontere disse raketter hvis USA lovede at de aldrig ville angribe Cuba igen. [1]
Clara
Cubakrisen var den kolde krigs mest alvorlige konfrontation mellem Sovjetunionen og USA. I juli-august 1962 modtog USA efterretninger om en sovjetisk militær oprustning på Cuba, men Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov forsikrede den amerikanske regering om at der kun fandtes defensive våben på Cuba.
Præsident: John. F. Kennedy afslog militære løsninger og satte Cuba i karantæne. I Kennedys TV tale d. 22. oktober meddelte han at alle skibe på vej mod Cuba med offensive våben ville blive tilbageholdt. Den efterfølgende dag sagde Khrusjtjov at der ikke var tale om offensive våben på Cuba og at de sovjetiske skibe ville trodse karantænen. Men d. 28. oktober, efter seks dages nervekrig, bukkede Khrusjtjov under for presset og fragtskibe som var på vej til øen vendte om og Khrusjtjov fjernede sine raketter mod en garanti fra USA om ikke at invadere Cuba.
Rikke
Cubakrisen → oktober 1962
Cuba krisen blev oplevet som en balancegang på afgrundens rand, mange ting kunne bidrage til denne opfattelse. For det første udspillede krisen på baggrund af diskussionen om den såkaldte raketløft. For det andet viste Sovjetunionen evne og vilje til at optræde mere udfordrende i international politik end tidligere.
Den russiske erklæring af 11. september gik ud på, at enhver amerikansk militær aktion mod Cuba ville udløse en krig med kernevåben.
Til at begynde med havde der kun været ringe stemning for en blokade. Det løs, som da senator Capehart ville prøve på at udsulte Cuba, før der fandtes missiler på øen.
Krisen blev meget dramatiseret både dengang og siden, som om verden i nogle dage svævede mellem fuldstændig udslettelse og overlevelse.
Den amerikanske regering erklærede blokade mod Cuba pga. sovjetiske raketter og våben på øen. Man ved ikke om det var en provokation af USA, at sovjet havde våben i Cuba, men at Sovjetunionen på noget tidspunkt skulle have overvejet at lade sig udsætte for risikoen for en atomkrig mod USA for Cubas skyld, forekommer usandsynligt.
Krisen kan opfattes som en nøje planlagt sovjetisk manøvre for at få fastslået, at det var lykkedes den at vinde fodfæste i Latinamerika og dermed at gøre sig gældende inden for en amerikansk indflydelsessfære, hvor den amerikanske dominans kunne anfægtes.[2]
Maja
[1] http://www.1960erne.dk/vecubakrise.php
[2] Stormagtspolitikken 1945-1982 – Johan Bender og Hnas Kurt Gade
Kilde 1:
Vi har valgt dette billede da det symbolisere USA´s “deltagelse” i Cuba krisen, i forhold til Cubanernes henvendelse til dem, med et inderligt ønske om at hvis de demonterede atomraketterne skulle USA love aldrig at angribe cuba på nogen måde.
Kennedy modtager et brev fra Khrusjtjov, hvor han argumenterer for at missilerne på Cuba, kun er til forsvar. Dette får usa til at sætte overflyvninger i gang over Cuba, for bedre at kunne overvåge og få overblik over situationen.
Billedet er et portrætbillede af den amerikanske præsident JF Kennedy fra 1962. Billedet er et autentisk billed af Kennedy, da JF Kennedy modtog breve fra Cuba om hvorvidt USA skulle trække sig ud af cubansk territorium og efter at have modtaget breve, sender USA et brev tilbage og dette ses på billedet, at Kennedy er i gang med at skrive et brev.
JF Kennedy laver et meget alvorligt ansigt, da cuba krisen var vigtig for USA. Kennedy svarer på sit brev fra U. thant, hvor han skriver ( som man kan se i hans bekymret ansigt) at han frygter at der stadig er byggeri af missiler på Cuba.
Billedet er i sort og hvid da det er fra gamle dage, men det kan også symbolisere ondt og godt, negativt og positivt. Jeg synes ikke rigtig at der er noget godt og positivt i dette billed, men mere negativitet og det bliver symboliseret igennem de mørke nuancer og de mørke nuancer kan også symbolisere alle de mange kontroverser der var i hele denne krise.
I forgrunden ser vi Kennedys hænder, et stykke papir og en kuglepen, hvorimod i mellemgrunden ser vi resten af Kennedy og i baggrunden ser vi lidt af et vindue med gardiner, som sandsynligvis er i Det Hvide Hus.
Kilde 2:
http://verdenidanskperspektiv.systime.dk/index.php?id=612
Vi har valgt denne kilde da den giver et godt indtryk i hvad “resten af verden” følte under denne krise. Nemlig konstant frygt for at verdens fred skulle ødelægges og at en atomkrig ville bryde ud.
Kilden er fra I. Bertelsen og K. Jacobsen, Cubakrisen 1962, 1971, s.49-55
Kilden er en tale af Kennedy d.22 oktober, 1962. Det er en førstehåndskilde og fremstår pålideligt da det er Kennedys egne ord. Samtidig var han også en vigtig del af konflikten, hvilket også gør kilden troværdigt.
Kilden handler om at Kennedy ønsker at den Sovjetiske formand, Khrushchev bremser den hemmelige trussel mod verdensfreden og det ellers stabile forhold mellem de to nationer.
Kilden belyser det anspændte forhold mellem USA og Cuba/Sovjet under Cubakrisen.
Clara
Diskussion:
Synet på Cubakrisen er blandt de involveret lande meget forskellige. Nogle frygtede det værste mens andre mente at bl.a. monteringen af atomraketter blot var til Cubanernes selvforsvar. USA var meget skeptiske og frygtede at Cuba ville bruge disse atombomber til at bombe andre lande og starte en atomkrig. USA’s præsident Kennedy og Cubas leder Fidel Castro udvekslede breve over flere gange for at komme til forlig om hvorvidt det hele skulle ende.
Sovjetunionens leder Nikita Krusjitjov, forsikrede Kennedy i et brev om at der udelukkende var tale om defensive våben og at det kun skulle bruges til selvforsvar.
“ Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, forsikrede amerikanerne om, at der udelukkende var tale om defensive våben”
"udelukkende havde til formål at bidrage til Cubas forsvarsevne,"
Men præsident Kennedys mistro til Nikita og Castro endte ud i at USA satte overflyvninger i gang over Cuba, for at bedre kunne overvåge og holde øje med hvad de foretog sig. USA følte sig truet, fordi hvis atomraketterne ville blive affyret ville det kunne ødelægge store dele af USA. Samtidig frygtede man jo verdens første atomkrig, og at freden nu var slut.
“Som regeringen lovede, har den opretholdt den mest indgående overvågning af den sovjetiske militære koncentration på øen Cuba. I løbet af den sidste uge har aldeles utvetydige beviser fastslået, at et antal offensive raketstandpladser nu er under forberedelse på denne ø,der befinder sig i fangenskab. Formålet med disse baser kan ikke være noget andet end at skabe mulighed for at rette angreb med kernevåben på den vestlige halvkugle. ... “
Man kan diskutere om hvorvidt Cuba egentlig selv havde en finger med i spillet, og om det også var deres ønske at skabe denne frygt, og mulige atomkrig i verden. Eller om Sovjetunionen pressede Cuba til at handle som de gjorde. Et eksempel på at det kunne være Sovjetunionen der udelukkende styrede tingene er at, det var Sovjets leder Nikita der måtte forsikre USA om at der ikke var tale om nogle kommende angreb, men blot om Cubas forsvarsevne.
Derudover taler mange af brevudvekslinger fra Sovjetunionen til USA for at, det var Sovjetunionen der styrede det hele med hård hånd.
“Desuden modtog Kennedy den. 26 oktober et telegram fra den sovjetiske leder Kruhsjtjov, hvori der stod, at hvis USA garanterede, at landet aldrig ville deltage i et angreb på Cuba, ville missilerne blive fjernet.”
Denne magt som tilsyneladende er givet til Sovjetunionen, er noget de gør stor brug af. For samtidig med at de vil have USA til at love aldrig at angribe Cuba, ser de deres snit til også at “udrette” andre ting rundt i verden.
“Inden, amerikanerne nåede at svare på tilbudet, kom der imidlertid et nyt telegram fra Sovjet, hvori der stod, at raketterne på Cuba kun ville blive demonteret, hvis amerikanernes ditto i Tyrkiet blev det samme.”
Disse situationer viser at Castro og Cuba måske ikke havde noget at skulle sige eller mene i denne “kamp” med USA, men at Sovjetunionen tog sig af det hele.
Måske for at provokere og skabe et endnu mere ubehageligt forhold med endnu mere uvilje fra USA side.
Clara/Maja