Baggrunden for Den Kolde Krig
Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, var det den store alliance mellem England, Sovjetunionen, USA og Frankrig, der havde vundet over fascismen og nazismen. Ud af denne magtfulde alliance blev det hurtigt Sovjetunionen og USA, der blev defineret som de 2 største supermagter i verden. Mange mennesker havde nu et optimistisk håb om en fredelig løsning på nazismen og den brutale krig. Men det viste sig at blive noget af en udfordring at komme til enighed for de to supermagter. Spørgsmålet var nemlig nu, hvordan lande som Tyskland skulle styres og med hvilken slags demokrati.[1]
Tyskland blev i 1945 delt op i fire besættelseszoner. En zone til hver øverstkommanderende lande (England, USA, Frankrig og Sovjetunionen), det samme skete med byen Berlin, da man anså den for at være meget betydningsfuld. Det blev som sagt svært for de fire lande at blive enige om, hvordan Tyskland skulle styres. De blev dog hurtige enige om overordnede ting, som f.eks. at Tyskland skulle afnazificeres, afmilitariseres og demokratiseres. En anden ting de blev enige om, var at forlange krigsskadeserstatninger fra Tyskland, dog var der lidt uenigheder om, hvad der var fair at forlange. De endte med at beslutte, at hver besættelsesmagt skulle tage erstatninger fra deres egen zone. Ud over det, skulle østzonen levere madvarer til vestzonerne, hvilket hverken Sovjetunionen eller østzonen var begejstret over. En af grundene til at vestmagterne kunne forlange ting som disse, var bl.a. at de havde den militære kontrol i de vestlige zoner.[2] Men allerede fra starten kom der uenigheder mellem Vesten og Østen. Sovjetunionens mål med Tyskland var hovedsageligt at svække og kræve krigserstatninger, hvorimod USA var mere interesseret i få Tyskland på rette spor økonomisk.
I de første 2 år efter krigen viste det sig, at Sovjetunionen fik en stor indflydelse på de østeuropæiske lande, som f.eks. Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien. De betegnede sig nu selv som folkedemokrater. Planøkonomi blev erstattet med markedsøkonomi og industrien blev nationaliseret.[3] Der begyndte altså at danne sig et meget stort skel i Europa, med en vest side med kapitalistisk styre, og en øst side med kommunistisk styre. Denne store omvæltning reagerede USA på, og det begyndte at skabe bekymring hos dem. Dette var også en af grundene til, at USA oprettede Trumandoktrinen og Marshall-planen for at bakke op om demokratiet og vedligeholde det.
Disse uenigheder bundede senere ud i en ny form for opdeling. I 1947 blev Tyskland nu delt op i to dele, med henholdsvis en vestside, med USA, England Frankrig som øverstkommanderende, og en østside med Sovjetunionen som øverstkommanderende.[4] I 1949 oprettedes en vesttysk stat, BRD (Bundesrepublik Deutschland), med parlamentaristisk demokrati, og ikke meget senere valgte russerne at svare igen ved at oprette en østtysk stat, DDR (Deutsche Demokratische Republik), som blev et folkedemokrati.
Anne Louise Schütt Christensen, 3C
Sovjetunionen frem mod slutningen af 2. verdenskrig
Sovjetunionen (SSR, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker) var den ene af de to supermagter. Det var en union som omfattede størstedelen af det russiske imperium, som var gået i opløsning i 1917 som følger af den russiske revolution, og 15 andre republikker med en række unionsministerier, som administrerede fællesanliggender. Hver republik havde formelt indre selvstyre. Således havde hver republik egen lovgivende forsamling og regering, men russisk var fælles forvaltningssprog, og hele unionen blev reelt regeret fra Moskva af Sovjetunionens kommunistiske parti. Sovjetunionen havde planøkonomi. Det vil sige at alle produktionsmidler var i offentlige eje, og størstedelen af lønninger, priser, investeringer og produktionen blev fastlagt af staten.
Da Sovjetunionen blev oprettet i 1922, var statslederen Lenin. Lenin var stærkt inspireret af russisk revolutionær tænkning. Han kom til magten i 1917, og grundlagde Sovjetunionen i 1922 og fungerede som statsleder indtil sin død i 1924. Efter sin død overtog Josef Stalin magten, dog først i 1930 da han bliver leder for det kommunistiske parti. I 1928-1929 lavede Stalin en revolution, hvor han blandt andet bestemte en ensretning af kultur, en total produktudvikling, og så skulle han selv dyrkes som den sovjetiske fører. Derudover ville Stalin have, at alle private bønders ejendom blev givet til staten, det vil sige at 80% af alle bønder fik frataget deres afgrøder.
Under 2. verdenskrig kæmpede sovjet side om side med de vestlige supermagter imod Tyskland. Dette skyldtes at Tyskland i 1941 angreb Sovjet på trods af, at de havde indgået en ”ikke-angrebs” pagt. Stalin havde ikke været forberedt på, at krigen ville have konsekvenser for Sovjet, og de led derfor enorme tab. Da 2. verdenskrig sluttede, var Sovjetunionens hovedsaglige interesse i Tyskland udelukkende krigsskadeerstatning, for de enorme skader verdenskrigen havde påført Sovjet. Dette var blandt andet med til at starte konflikten mod de vestlige supermagter.
Mathilde Nørgård Kracht, 3C
USA og vesten
USA var den anden af de to supermagter, som skilte sig ud sammen med Sovjetunionen. Før krigen gik det økonomisk rigtig dårligt for USA, med arbejdsløshed og nedgang i produktionen, men krigen skulle være til USA’s fordel. I USA bekender man kapitalisme, dvs. at markedskræfterne er frie og det viste sig at skabe vækst. Der skete derfor en fordobling af produktionen, og over halvdelen af verdens produktion foregik i 1945.
Eftersom USA ikke var blevet ramt af krigshandlinger og kun havde mistet få mænd i krigen, overgik de de andre lande både militært og økonomisk.
De østeuropæiske lande bevægede sig alle i kommunistisk retning og fik et tæt samarbejde med Sovjetunionen, og det udløste en tale fra den forhenværende premierminister i Storbritannien, Churchill. I talen brugte han et billedsprog der er meget kendt den dag i dag: ”Et jerntæppe er ved at sænke sig ned gennem Europa”.[5] Med det mente han, at de var blevet delt i et demokratisk Vesteuropa og et kommunistisk Østeuropa, og han opfordrede nu til, at de vestlige lande skulle arbejde sammen for at forhindre, at der skete en udbredelse af kommunismen.
Trumandoktrinen
I 1947 oprettede den amerikanske præsident, Harry S Truman, den såkaldte Trumandoktrin. Hovedårsagen til dette var situationen i Grækenland. Grækenland stod meget dårligt økonomisk og havde problemer med at kommunistiske nabolande ville overtage Grækenland. England havde ikke ressourcer til at blive ved med at hjælpe Grækenland, derfor overtog USA rollen og hjalp Grækenland til at forblive parlamentarisk demokrati. Det var et stort skridt for USA at blande sig, fordi de før havde levet efter Monroe-doktrinen, som sagde, at USA ikke ønskede at blande sig i konflikter uden for deres kontinent. Truman fremsatte derfor en tale, der havde til formål at overtale kongressen til at hjælpe Grækenland økonomisk.
Doktrinen bestod i en ny udenrigspolitik for USA, hvor de skulle gribe ind og hjælpe de svage lande i Europa. Et af hovedprincipperne var også, at man ville bekæmpe kommunismen og dens udbredelse til flere lande.
Marshall-hjælpen
Efter krigens afslutning i 1945 levede mange ofre for krigens eftervirkninger under sult og elendighed. Den amerikanske regering besluttede derfor at bruge landets rigdom og følge Truman-doktrinens hensigter. I 1947 introducerede USA’s udenrigsminister George Marshall ”Marshall-planen” der skulle tilbyde de ramte europæiske lande økonomisk støtte for at komme tilbage på fode. Planen omhandlede ikke politiske årsager, men havde udelukkende fokus på at hjælpe mennesker i fattigdom. Marshall-hjælpen blev ydet i årene 1948-52, og det hjalp til handel mellem de vesteuropæiske lande og USA, der igen skærpede forholdet til østen og Sovjetunionen, som havde valgt at takke nej til Marshall-hjælpen af principielle årsager, selvom de i høj grad havde brug for den økonomiske støtte.
Iben Kuhrt Valery, 3C
Kildeanalyse
Den kolde krig er blevet diskuteret meget gennem tiden, og meningerne er stadig mange den dag i dag. En af dem der har stærke holdninger til den kolde krig, er historikeren Bent Jensen. Hans holdninger kommer til udtryk i hans nyligt udgivne bog ”Ulve, får og vogtere”. Bogen der blev udgivet i 2014 har delt vandene mellem anmelderne, og to af de aviser der har to meget forskellige meninger om Jensens bog, er Information og Berlingske.
Bent Jensen er meget højreorienteret i sine politiske meninger, og det er bl.a. noget af det der gør anmelderne så uenige i deres bedømmelse af hans bog. Bent Jensen er nemlig meget subjektiv i sine beskrivelser af Den Kolde Krig.
Berlingskes anmelder Claes Kastholm Hansen er overordnet positiv overfor Jensens værk og beskriver det bl.a. sådan: ”Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk”[6]. Kastholms begejstring er tydelig i antallet af stjerner han har belønnet bogen med, som når op på de seks stjerner. Han understreger også sin tilfredshed med at bruge adjektiver som her: ”Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig.”[7] Kastholm viser at han er enig i Jensens iagttagelser og vurderinger af Den Kolde Krig. Berlingske er kendt for at være en borgerlig avis, og man må derfor tage højde for vinklen bogen læses fra. Eftersom Berlingske og Bent Jensen har den samme politiske overbevisning vil Kastholm forsøge at fremhæve ”Ulve, får og vogtere” som et mesterværk og give den positiv kritik.
Kastholm forsvarer flere gange Jensen og går direkte mod det socialistiske parti ved at kalde det for ”uhyggelig læsning.” Det underbygger han med at de har udgjort ”reelt en trussel mod Danmarks sikkerhedspolitik.” Udover dette kritiserer han Information (kilde 2) for at være en ”gennemført upålidelig avis” [8] og det understreger også de to kilders opposition til hinanden.
Hos Information er tendensen derimod meget negativ i holdningen til Bent Jensens bog. Joachim Lund starter sin anmeldelse ud med at pointere hvordan Jensens egoisme kommer til udtryk i bogen. Allerede fra starten er den tydeligt kritiserende tone sat. Ifølge ham ender bogen ud i ”et opgør med venstrefløjen.”[9] Motivet for information til at være imod Jensen er at avisen bliver betragtet som venstreorienteret, altså modparten til Bent Jensens politiske orientering. Information er tilhænger er den socialistiske tankegang og det er derfor naturligt at anmelder Joachim Lund vil læse bogen med en overvejende negativ tilgang, det ser vi bl.a. her hvor Lund kritiserer Jensens tilgang til beskrivelse af begivenhederne: ”Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder”[10]
Man skal her i begge tilfælde tage højde for subjektive holdninger ift. Bent Jensen og hans bog. De politiske overbevisninger spiller en stor rolle i vurderingen af bogen, da Jensen viser sig som tydelig tilhænger af vesten, der var en af de to parter under Den Kolde Krig.
Da bogen ikke kun udelukkende er baseret på fakta, men også egne holdninger, kan man ikke svare på om hvorvidt han har ret eller ej. Men er det overhovedet muligt skrive en faktuel bog om den kolde krig?
Kilde 1: Berlingske - Hansen, Cleas Kastholm (24. Februar, 2014) ”Kastholm giver Bent Jensens bog om Den Kolde Krig topkarakter”
http://www.b.dk/boeger/kastholm-giver-bent-jensens-bog-om-den-kolde-krig-topkarakter
Kilde 2: Information – Lund, Joachim (25. Februar, 2014) ”Kold krig anno 2014”
http://www.information.dk/489154
Iben Kuhrt Valery
Diskussion
To af de spørgsmål som analysen af de 2 kilder lægger op til er, om den kolde krig har haft konsekvenser for nutidens forhold mellem den politiske venstre- og højrefløj, og om det er muligt at skrive en faktuel bog om den kolde krig i dag, uden at være påvirket af subjektive holdninger fra ens politiske overbevisning, opvækst og kultur?
Muligheden for at skrive en objektiv faktuel bog om den kolde krig i dag
Joachim Lund kritiserer Bent Jensen for at kritisere venstrefløjen i sin bog om den kolde krig. Dette kan man sætte i forbindelse med begrebet præsentisme, som betyder at man ikke kan kigge objektivt på fortiden, fordi den nutidige moral har ændret sig siden da. Bent Jensen er opdraget i et vestligt samfund med en tendens til en kapitalistisk kultur. Det vil sige at hans moral siger ham at kommunisme er forkert og at han derfor vil have svært ved at forblive objektiv i sagen. De fleste mennesker i dag har en politisk overbevisning baseret på deres opvækst, kultur og indtægter, en direktør vil således ofte have en højreorienteret politisk overbevisning, fordi højrefløjens politik appellere til hans behov. Hvis et individ er vokset op i et fattigt, slumlignende kvarter vil individet ofte have en tendens til at få en venstreorienteret politisk holdning. For at skrive en objektiv faktuel bog om den kolde krig, vil det kræve at man ser ud over ens egen baggrund og politiske overbevisning, og forholder sig til fakta. Man kan også snakke om at kommunismen led et nederlag, og at mange af de tidligere kommunistiske land fra Sovjetunionen, i dag har en højreorienteret regering samt demokrati. Hvis historien havde set anerledes ud, og Østeuropa havde ”sejret” ville Bent Jensens i stedet for at kritisere kommunismen, kritisere kapitalismen, fordi han så i stedet ville være vokset op i et kommunistisk samfund. Kort sagt vil det sige at Bent Jensens syn på den kolde krig skyldtes at Vesteuropa ”sejrede”, og hans bog ville højst sandsynligt have set anerledes ud hvis muren aldrig var blevet væltet i 1989.
Den kolde krigs påvirkning på nutidens forhold mellem den politiske venstre- og højrefløj
Til spørgsmålet om hvilket konsekvenser den kolde krig har haft for forholdet mellem den nutidig højre- og venstrefløj, kan man argumentere for begge sider.
Allerede inden den kolde krig har ideologierne haft et anstrengt forhold, idet de har forskellige interesser. Den franske revolution, treårskrigen samt 1864, 2. verdenskrig og den spanske borgerkrig er kun enkelte eksempler på tidligere kampe mellem ideologier. Allerede inden den kolde krig har ideologiernes kamp kostet mange menneskelig, og gør det forsat i dag, måske ikke så meget i Europa, men hvis man tager til Nordkorea og andre lande støder man forsat på krigslignende tilstande som skyldtes et opgør mellem højre- og venstrefløjen.
Spanien er et af de lande hvor kampen mellem højre- og venstrefløjen er meget tydelig. Der bliver ofte skiftet regering, og hver gang et højreorienteret parti overtager magten fra et venstreorienteret parti, og omvendt, vil de opsige alle deres nye love og i stedet indfører love som passer til deres ideologi. Dette resultere i at mange love i Spanien kun eksistere i få år, inden den bliver afskaffet igen. Et eksempel kunne være loven om abort, som har ændret sig løbende igennem de sidste mange år, på grund af regeringsskift.
I Europa og Amerika er kampen i mellem ideologierne gået hen og blevet mere verbal og psykologisk. Politikere forsøger at fremstille modstanderne så grimt som muligt i medierne, og er ligeglad med de pårørende som bliver påvirket psykisk. Dette smitter af på resten af samfundet, i det de følger med i hvad der bliver sagt over medierne. Man kan derfor argumentere for at kampen mellem ideologierne forsat er indædt, på trods af at vi ikke har samme krigslignende tilstand.
Mathilde Nørgård Kracht
[1] Olsen, Knud Ryg og Søndberg (2009) Grundbog til historie: Fra kold krig til globalisering, Systime, side 15
[2] Ibid, side 18
[3] Ibid, side 19-20
[4] Olsen, Knud Ryg og Søndberg (2009) Grundbog til historie: Fra kold krig til globalisering, Systime side 25
[5] Olsen, Knud Ryg og Søndberg (2009) Grundbog til historie: Fra kold krig til globalisering, Systime side 22
[6] Berlingske - Hansen, Cleas Kastholm (24. Februar, 2014) ”Kastholm giver Bent Jensens bog om Den Kolde Krig topkarakter”
http://www.b.dk/boeger/kastholm-giver-bent-jensens-bog-om-den-kolde-krig-topkarakter (19/11)
[7] ibid
[8] ibid
[9] Information – Lund, Joachim (25. Februar, 2014) ”Kold krig anno 2014”
http://www.information.dk/489154 (19/11)
[10] ibid
Tyskland blev i 1945 delt op i fire besættelseszoner. En zone til hver øverstkommanderende lande (England, USA, Frankrig og Sovjetunionen), det samme skete med byen Berlin, da man anså den for at være meget betydningsfuld. Det blev som sagt svært for de fire lande at blive enige om, hvordan Tyskland skulle styres. De blev dog hurtige enige om overordnede ting, som f.eks. at Tyskland skulle afnazificeres, afmilitariseres og demokratiseres. En anden ting de blev enige om, var at forlange krigsskadeserstatninger fra Tyskland, dog var der lidt uenigheder om, hvad der var fair at forlange. De endte med at beslutte, at hver besættelsesmagt skulle tage erstatninger fra deres egen zone. Ud over det, skulle østzonen levere madvarer til vestzonerne, hvilket hverken Sovjetunionen eller østzonen var begejstret over. En af grundene til at vestmagterne kunne forlange ting som disse, var bl.a. at de havde den militære kontrol i de vestlige zoner.[2] Men allerede fra starten kom der uenigheder mellem Vesten og Østen. Sovjetunionens mål med Tyskland var hovedsageligt at svække og kræve krigserstatninger, hvorimod USA var mere interesseret i få Tyskland på rette spor økonomisk.
I de første 2 år efter krigen viste det sig, at Sovjetunionen fik en stor indflydelse på de østeuropæiske lande, som f.eks. Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien. De betegnede sig nu selv som folkedemokrater. Planøkonomi blev erstattet med markedsøkonomi og industrien blev nationaliseret.[3] Der begyndte altså at danne sig et meget stort skel i Europa, med en vest side med kapitalistisk styre, og en øst side med kommunistisk styre. Denne store omvæltning reagerede USA på, og det begyndte at skabe bekymring hos dem. Dette var også en af grundene til, at USA oprettede Trumandoktrinen og Marshall-planen for at bakke op om demokratiet og vedligeholde det.
Disse uenigheder bundede senere ud i en ny form for opdeling. I 1947 blev Tyskland nu delt op i to dele, med henholdsvis en vestside, med USA, England Frankrig som øverstkommanderende, og en østside med Sovjetunionen som øverstkommanderende.[4] I 1949 oprettedes en vesttysk stat, BRD (Bundesrepublik Deutschland), med parlamentaristisk demokrati, og ikke meget senere valgte russerne at svare igen ved at oprette en østtysk stat, DDR (Deutsche Demokratische Republik), som blev et folkedemokrati.
Anne Louise Schütt Christensen, 3C
Sovjetunionen frem mod slutningen af 2. verdenskrig
Sovjetunionen (SSR, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker) var den ene af de to supermagter. Det var en union som omfattede størstedelen af det russiske imperium, som var gået i opløsning i 1917 som følger af den russiske revolution, og 15 andre republikker med en række unionsministerier, som administrerede fællesanliggender. Hver republik havde formelt indre selvstyre. Således havde hver republik egen lovgivende forsamling og regering, men russisk var fælles forvaltningssprog, og hele unionen blev reelt regeret fra Moskva af Sovjetunionens kommunistiske parti. Sovjetunionen havde planøkonomi. Det vil sige at alle produktionsmidler var i offentlige eje, og størstedelen af lønninger, priser, investeringer og produktionen blev fastlagt af staten.
Da Sovjetunionen blev oprettet i 1922, var statslederen Lenin. Lenin var stærkt inspireret af russisk revolutionær tænkning. Han kom til magten i 1917, og grundlagde Sovjetunionen i 1922 og fungerede som statsleder indtil sin død i 1924. Efter sin død overtog Josef Stalin magten, dog først i 1930 da han bliver leder for det kommunistiske parti. I 1928-1929 lavede Stalin en revolution, hvor han blandt andet bestemte en ensretning af kultur, en total produktudvikling, og så skulle han selv dyrkes som den sovjetiske fører. Derudover ville Stalin have, at alle private bønders ejendom blev givet til staten, det vil sige at 80% af alle bønder fik frataget deres afgrøder.
Under 2. verdenskrig kæmpede sovjet side om side med de vestlige supermagter imod Tyskland. Dette skyldtes at Tyskland i 1941 angreb Sovjet på trods af, at de havde indgået en ”ikke-angrebs” pagt. Stalin havde ikke været forberedt på, at krigen ville have konsekvenser for Sovjet, og de led derfor enorme tab. Da 2. verdenskrig sluttede, var Sovjetunionens hovedsaglige interesse i Tyskland udelukkende krigsskadeerstatning, for de enorme skader verdenskrigen havde påført Sovjet. Dette var blandt andet med til at starte konflikten mod de vestlige supermagter.
Mathilde Nørgård Kracht, 3C
USA og vesten
USA var den anden af de to supermagter, som skilte sig ud sammen med Sovjetunionen. Før krigen gik det økonomisk rigtig dårligt for USA, med arbejdsløshed og nedgang i produktionen, men krigen skulle være til USA’s fordel. I USA bekender man kapitalisme, dvs. at markedskræfterne er frie og det viste sig at skabe vækst. Der skete derfor en fordobling af produktionen, og over halvdelen af verdens produktion foregik i 1945.
Eftersom USA ikke var blevet ramt af krigshandlinger og kun havde mistet få mænd i krigen, overgik de de andre lande både militært og økonomisk.
De østeuropæiske lande bevægede sig alle i kommunistisk retning og fik et tæt samarbejde med Sovjetunionen, og det udløste en tale fra den forhenværende premierminister i Storbritannien, Churchill. I talen brugte han et billedsprog der er meget kendt den dag i dag: ”Et jerntæppe er ved at sænke sig ned gennem Europa”.[5] Med det mente han, at de var blevet delt i et demokratisk Vesteuropa og et kommunistisk Østeuropa, og han opfordrede nu til, at de vestlige lande skulle arbejde sammen for at forhindre, at der skete en udbredelse af kommunismen.
Trumandoktrinen
I 1947 oprettede den amerikanske præsident, Harry S Truman, den såkaldte Trumandoktrin. Hovedårsagen til dette var situationen i Grækenland. Grækenland stod meget dårligt økonomisk og havde problemer med at kommunistiske nabolande ville overtage Grækenland. England havde ikke ressourcer til at blive ved med at hjælpe Grækenland, derfor overtog USA rollen og hjalp Grækenland til at forblive parlamentarisk demokrati. Det var et stort skridt for USA at blande sig, fordi de før havde levet efter Monroe-doktrinen, som sagde, at USA ikke ønskede at blande sig i konflikter uden for deres kontinent. Truman fremsatte derfor en tale, der havde til formål at overtale kongressen til at hjælpe Grækenland økonomisk.
Doktrinen bestod i en ny udenrigspolitik for USA, hvor de skulle gribe ind og hjælpe de svage lande i Europa. Et af hovedprincipperne var også, at man ville bekæmpe kommunismen og dens udbredelse til flere lande.
Marshall-hjælpen
Efter krigens afslutning i 1945 levede mange ofre for krigens eftervirkninger under sult og elendighed. Den amerikanske regering besluttede derfor at bruge landets rigdom og følge Truman-doktrinens hensigter. I 1947 introducerede USA’s udenrigsminister George Marshall ”Marshall-planen” der skulle tilbyde de ramte europæiske lande økonomisk støtte for at komme tilbage på fode. Planen omhandlede ikke politiske årsager, men havde udelukkende fokus på at hjælpe mennesker i fattigdom. Marshall-hjælpen blev ydet i årene 1948-52, og det hjalp til handel mellem de vesteuropæiske lande og USA, der igen skærpede forholdet til østen og Sovjetunionen, som havde valgt at takke nej til Marshall-hjælpen af principielle årsager, selvom de i høj grad havde brug for den økonomiske støtte.
Iben Kuhrt Valery, 3C
Kildeanalyse
Den kolde krig er blevet diskuteret meget gennem tiden, og meningerne er stadig mange den dag i dag. En af dem der har stærke holdninger til den kolde krig, er historikeren Bent Jensen. Hans holdninger kommer til udtryk i hans nyligt udgivne bog ”Ulve, får og vogtere”. Bogen der blev udgivet i 2014 har delt vandene mellem anmelderne, og to af de aviser der har to meget forskellige meninger om Jensens bog, er Information og Berlingske.
Bent Jensen er meget højreorienteret i sine politiske meninger, og det er bl.a. noget af det der gør anmelderne så uenige i deres bedømmelse af hans bog. Bent Jensen er nemlig meget subjektiv i sine beskrivelser af Den Kolde Krig.
Berlingskes anmelder Claes Kastholm Hansen er overordnet positiv overfor Jensens værk og beskriver det bl.a. sådan: ”Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk”[6]. Kastholms begejstring er tydelig i antallet af stjerner han har belønnet bogen med, som når op på de seks stjerner. Han understreger også sin tilfredshed med at bruge adjektiver som her: ”Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig.”[7] Kastholm viser at han er enig i Jensens iagttagelser og vurderinger af Den Kolde Krig. Berlingske er kendt for at være en borgerlig avis, og man må derfor tage højde for vinklen bogen læses fra. Eftersom Berlingske og Bent Jensen har den samme politiske overbevisning vil Kastholm forsøge at fremhæve ”Ulve, får og vogtere” som et mesterværk og give den positiv kritik.
Kastholm forsvarer flere gange Jensen og går direkte mod det socialistiske parti ved at kalde det for ”uhyggelig læsning.” Det underbygger han med at de har udgjort ”reelt en trussel mod Danmarks sikkerhedspolitik.” Udover dette kritiserer han Information (kilde 2) for at være en ”gennemført upålidelig avis” [8] og det understreger også de to kilders opposition til hinanden.
Hos Information er tendensen derimod meget negativ i holdningen til Bent Jensens bog. Joachim Lund starter sin anmeldelse ud med at pointere hvordan Jensens egoisme kommer til udtryk i bogen. Allerede fra starten er den tydeligt kritiserende tone sat. Ifølge ham ender bogen ud i ”et opgør med venstrefløjen.”[9] Motivet for information til at være imod Jensen er at avisen bliver betragtet som venstreorienteret, altså modparten til Bent Jensens politiske orientering. Information er tilhænger er den socialistiske tankegang og det er derfor naturligt at anmelder Joachim Lund vil læse bogen med en overvejende negativ tilgang, det ser vi bl.a. her hvor Lund kritiserer Jensens tilgang til beskrivelse af begivenhederne: ”Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder”[10]
Man skal her i begge tilfælde tage højde for subjektive holdninger ift. Bent Jensen og hans bog. De politiske overbevisninger spiller en stor rolle i vurderingen af bogen, da Jensen viser sig som tydelig tilhænger af vesten, der var en af de to parter under Den Kolde Krig.
Da bogen ikke kun udelukkende er baseret på fakta, men også egne holdninger, kan man ikke svare på om hvorvidt han har ret eller ej. Men er det overhovedet muligt skrive en faktuel bog om den kolde krig?
Kilde 1: Berlingske - Hansen, Cleas Kastholm (24. Februar, 2014) ”Kastholm giver Bent Jensens bog om Den Kolde Krig topkarakter”
http://www.b.dk/boeger/kastholm-giver-bent-jensens-bog-om-den-kolde-krig-topkarakter
Kilde 2: Information – Lund, Joachim (25. Februar, 2014) ”Kold krig anno 2014”
http://www.information.dk/489154
Iben Kuhrt Valery
Diskussion
To af de spørgsmål som analysen af de 2 kilder lægger op til er, om den kolde krig har haft konsekvenser for nutidens forhold mellem den politiske venstre- og højrefløj, og om det er muligt at skrive en faktuel bog om den kolde krig i dag, uden at være påvirket af subjektive holdninger fra ens politiske overbevisning, opvækst og kultur?
Muligheden for at skrive en objektiv faktuel bog om den kolde krig i dag
Joachim Lund kritiserer Bent Jensen for at kritisere venstrefløjen i sin bog om den kolde krig. Dette kan man sætte i forbindelse med begrebet præsentisme, som betyder at man ikke kan kigge objektivt på fortiden, fordi den nutidige moral har ændret sig siden da. Bent Jensen er opdraget i et vestligt samfund med en tendens til en kapitalistisk kultur. Det vil sige at hans moral siger ham at kommunisme er forkert og at han derfor vil have svært ved at forblive objektiv i sagen. De fleste mennesker i dag har en politisk overbevisning baseret på deres opvækst, kultur og indtægter, en direktør vil således ofte have en højreorienteret politisk overbevisning, fordi højrefløjens politik appellere til hans behov. Hvis et individ er vokset op i et fattigt, slumlignende kvarter vil individet ofte have en tendens til at få en venstreorienteret politisk holdning. For at skrive en objektiv faktuel bog om den kolde krig, vil det kræve at man ser ud over ens egen baggrund og politiske overbevisning, og forholder sig til fakta. Man kan også snakke om at kommunismen led et nederlag, og at mange af de tidligere kommunistiske land fra Sovjetunionen, i dag har en højreorienteret regering samt demokrati. Hvis historien havde set anerledes ud, og Østeuropa havde ”sejret” ville Bent Jensens i stedet for at kritisere kommunismen, kritisere kapitalismen, fordi han så i stedet ville være vokset op i et kommunistisk samfund. Kort sagt vil det sige at Bent Jensens syn på den kolde krig skyldtes at Vesteuropa ”sejrede”, og hans bog ville højst sandsynligt have set anerledes ud hvis muren aldrig var blevet væltet i 1989.
Den kolde krigs påvirkning på nutidens forhold mellem den politiske venstre- og højrefløj
Til spørgsmålet om hvilket konsekvenser den kolde krig har haft for forholdet mellem den nutidig højre- og venstrefløj, kan man argumentere for begge sider.
Allerede inden den kolde krig har ideologierne haft et anstrengt forhold, idet de har forskellige interesser. Den franske revolution, treårskrigen samt 1864, 2. verdenskrig og den spanske borgerkrig er kun enkelte eksempler på tidligere kampe mellem ideologier. Allerede inden den kolde krig har ideologiernes kamp kostet mange menneskelig, og gør det forsat i dag, måske ikke så meget i Europa, men hvis man tager til Nordkorea og andre lande støder man forsat på krigslignende tilstande som skyldtes et opgør mellem højre- og venstrefløjen.
Spanien er et af de lande hvor kampen mellem højre- og venstrefløjen er meget tydelig. Der bliver ofte skiftet regering, og hver gang et højreorienteret parti overtager magten fra et venstreorienteret parti, og omvendt, vil de opsige alle deres nye love og i stedet indfører love som passer til deres ideologi. Dette resultere i at mange love i Spanien kun eksistere i få år, inden den bliver afskaffet igen. Et eksempel kunne være loven om abort, som har ændret sig løbende igennem de sidste mange år, på grund af regeringsskift.
I Europa og Amerika er kampen i mellem ideologierne gået hen og blevet mere verbal og psykologisk. Politikere forsøger at fremstille modstanderne så grimt som muligt i medierne, og er ligeglad med de pårørende som bliver påvirket psykisk. Dette smitter af på resten af samfundet, i det de følger med i hvad der bliver sagt over medierne. Man kan derfor argumentere for at kampen mellem ideologierne forsat er indædt, på trods af at vi ikke har samme krigslignende tilstand.
Mathilde Nørgård Kracht
[1] Olsen, Knud Ryg og Søndberg (2009) Grundbog til historie: Fra kold krig til globalisering, Systime, side 15
[2] Ibid, side 18
[3] Ibid, side 19-20
[4] Olsen, Knud Ryg og Søndberg (2009) Grundbog til historie: Fra kold krig til globalisering, Systime side 25
[5] Olsen, Knud Ryg og Søndberg (2009) Grundbog til historie: Fra kold krig til globalisering, Systime side 22
[6] Berlingske - Hansen, Cleas Kastholm (24. Februar, 2014) ”Kastholm giver Bent Jensens bog om Den Kolde Krig topkarakter”
http://www.b.dk/boeger/kastholm-giver-bent-jensens-bog-om-den-kolde-krig-topkarakter (19/11)
[7] ibid
[8] ibid
[9] Information – Lund, Joachim (25. Februar, 2014) ”Kold krig anno 2014”
http://www.information.dk/489154 (19/11)
[10] ibid
NATO & Warszawapagten
NATO (North Atlantic Treaty Organisation) er det konkrete udtryk for den transatlantiske forbindelse, som samler Europa og Nordamerika i en forsvars- og sikkerhedspolitisk alliance. Efterhånden som modsætningen mellem øst og vest Tyskland blev mere udtalt, blev de vesteuropæiske landes behov for sikkerhed et stadigt tilbagevendende problem. I 1948 begyndte forhandlingerne om et atlantisk forsvarsfællesskab, hvilket resulterede i oprettelsen af den nordatlantiske forsvarsorganisation, NATO, d. 4 april 1949.
I NATO blev Danmark, hvad der senere er blevet kaldt som en ”allieret med forbehold”. Danmark var på de overordnede linjer en trofast NATO-allieret, men havde en række forbehold og betænkeligheder ved visse dele af NATO’s udvikling, samtidig med at landet aldrig levede op til særligt de amerikanske krav om store militærbudgetter.
I dag er Alliancen stadig med i flere aktiviteter, der tager sigte på at fremme samarbejdet med Rusland, Ukraine og andre lande uden for NATO samt aktivt at imødegå det 21. århundredes udfordringer mod sikkerheden som international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. Alliancen gennemgår en kontinuert forandringsproces, der har indflydelse på dagsordenen med nye opgaver, nye medlemmer, nye partnerskaber og nye måder at gøre tingene på – med det formål at NATO fortsat fungerer effektivt som garant for sikkerheden i et nyt sikkerhedsmiljø, der hele tiden forandrer sig.
-Cecillie H
Warsawa-pagten var en kommunistisk militæralliance der blev oprettet i 1955 i Warsawa af Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR (Deutsche Demokratische Republik), Ungarn, Polen og Rumænien.
Baggrunden for denne pagt var Vesttysklands optagelse i NATO i 1955, men også fordi at det var med til at øge Sovjetunionens kontrol med østeuropæiske kommunistiske stater, og deres militære styrker. Dette medførte også at de kunne give landet jævnbyrdig status med USA som leder af den ene part af den kolde krigs to store blokke. Ud over dette legitimerede alliancen den strategisk vigtige stationering af sovjetiske tropper i Østeuropa, ligesom den sovjetiskledende invasion i Tjekkoslovakiet.
Warsawa-pagtens ledende parter var Den Politiske Konsultative Komité der officielt koordinerede alliancens aktiviteter, sammen med den militære Fælleskommando. De var begge placeret i Moskva og var reelt underlagt den sovjetiske politiske og militære ledelse. I kølvandet på den tjekkoslovakiske krise kom flere parter til, så Forsvarskomitéen i 1969 og Udenrigsministerkomitéen i 1976, gav de østeuropæiske partnere mulighed for mere indflydelse. Fælleskommandoen der var den part der stod for fred, beskæftigede sig med fælles planlægning, uddannelse, manøvrer og våbenprogrammer. I tilfælde af krig overgik den operative kommando til den sovjetiske generalstab, ligesom de fleste af pagtens fælles offensive styrker var sovjetiske.
Warszawapagten blev opløst i 1991 som følge af kommunismens sammenbrud i Østeuropa.
-Pernille H
GUSTAV RASMUSSENS TALE I FOLKETINGET 22.3.1949
Kildens er udgivet i bogen ”Danmarks udenrigspolitik efter 1945” som er skrevet af Bertel Heurlin. Kilden er en tale som udenrigsminister Gustav Rasmussen holdte i folketinget d. 22. marts 1949. Gustav Rasmussen argumenterer for hvorfor Danmark skal være en del af Atlantpagten og forklarer hvilke fordele han ser ved det. Talen retter sig mest til dem der ikke kunne se fordelene ved et medlemskab og for at overbevise danskerne om at det er en god idé.
Kilden er en førstehåndsberetning hvor øjenvidnet her beskriver alt hvad han ser og observerer. Både fra ministerens side og fra tilhørerne. Dette gør kilden troværdig da begge sider af sagen fremstilles. Kilden er en primær kilde, da selve talen bliver refereret og er skrevet ned som dem blev sagt.
- Madeleine
GALLUP 1959: STATUS PÅ DANSKERNES HOLDNING TIL MEDLEMSKABET AF NATO
Danmark forsøgte efter 2. verdenskrig at holde sig uden om den begyndende stormagtskonflikt mellem Sovjetunionen og USA. Neutralitet var ikke en holdbar løsning, da konflikten spidsede til i slutningen af 1940’erne. Da det mislykkedes at danne en fælles nordisk forsvarsalliance, blev Danmark en af medstifterne i Atlantpagten i 1949, der udviklede sig til et forsvarssamarbejde med egen kommandostruktur samme år, efter Koreakrigens udbrud.
Danmarks og danskernes forhold til NATO har ofte været anstrengt. Trods dette, var en sikkerhedspolitisk alliance mellem Socialdemokraterne, Venstre og Det Konservative Folkeparti med til at sikre det danske medlemskab indtil den såkaldte ”fodnoteperiode” (1982-1988). Da Socialdemokraterne brød alliancen, var det danske forhold til NATO på randen af et sammenbrud. Som bekendt blev NATO-medlemsskabet fastholdt og Danmark er fortsat medlem af NATO.
I denne undersøgelse foretaget af Gallup, fremlægges danskernes holdning til NATO-medlemskabet i perioden 1949-1959. Opbakningen til medlemskabet lå rimelig stabilt på lige under 50 % til og med 1959, mens modstanden ligeledes lå stabilt på omkring 25 %. Fra 1957 var der en markant stigning af tilslutter og et tilsvarende fald af modstandere. Der var dog ved den seneste måling i februar 1959 et stort fald i tilslutningen på 42 %, modstanden var dog fortsat den laveste i perioden, mens ”ved ikke” var vokset proportionelt med tilslutningens fald. Det interessante ved denne undersøgelse er, at den sammenkobler partitilhørsforhold med holdningen til NATO. Men kan eksempelvis se at kommunisternes modstand i 1949, var en anelse blødet op i 1959, og at opbakningen blandt de traditionelt NATO-positive partier Venstre og Konservative var faldet en smule.
Analysefirmaet TNS-Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det spænder over både storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Disse meningsmålinger er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.
-Pernille H
Diskussion
På denne tid hvor Gustav Rasmussen holdte denne tale var Danmark lige blevet medlem af NATO og det var derfor et meget aktuelt emne. Mange politikere og borgere kom frem med deres holdning til dette og dermed også Gustav Rasmussen som ville overbevise befolkningen om hans holdning til sagen. Den gennemgående tendens i talen er at Gustav Rasmussen ser en masse fordele ved dansk tilslutning til Atlantpagten. Han argumenterer for at det vil styrke landet og skabe en sikkerhed og tryghed. Han fremhæver at en dansk udeblivelse vil isolere landet og blotte det for angreb uden mulighed for forsvar.
-Cecillie H
I NATO blev Danmark, hvad der senere er blevet kaldt som en ”allieret med forbehold”. Danmark var på de overordnede linjer en trofast NATO-allieret, men havde en række forbehold og betænkeligheder ved visse dele af NATO’s udvikling, samtidig med at landet aldrig levede op til særligt de amerikanske krav om store militærbudgetter.
I dag er Alliancen stadig med i flere aktiviteter, der tager sigte på at fremme samarbejdet med Rusland, Ukraine og andre lande uden for NATO samt aktivt at imødegå det 21. århundredes udfordringer mod sikkerheden som international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. Alliancen gennemgår en kontinuert forandringsproces, der har indflydelse på dagsordenen med nye opgaver, nye medlemmer, nye partnerskaber og nye måder at gøre tingene på – med det formål at NATO fortsat fungerer effektivt som garant for sikkerheden i et nyt sikkerhedsmiljø, der hele tiden forandrer sig.
-Cecillie H
Warsawa-pagten var en kommunistisk militæralliance der blev oprettet i 1955 i Warsawa af Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR (Deutsche Demokratische Republik), Ungarn, Polen og Rumænien.
Baggrunden for denne pagt var Vesttysklands optagelse i NATO i 1955, men også fordi at det var med til at øge Sovjetunionens kontrol med østeuropæiske kommunistiske stater, og deres militære styrker. Dette medførte også at de kunne give landet jævnbyrdig status med USA som leder af den ene part af den kolde krigs to store blokke. Ud over dette legitimerede alliancen den strategisk vigtige stationering af sovjetiske tropper i Østeuropa, ligesom den sovjetiskledende invasion i Tjekkoslovakiet.
Warsawa-pagtens ledende parter var Den Politiske Konsultative Komité der officielt koordinerede alliancens aktiviteter, sammen med den militære Fælleskommando. De var begge placeret i Moskva og var reelt underlagt den sovjetiske politiske og militære ledelse. I kølvandet på den tjekkoslovakiske krise kom flere parter til, så Forsvarskomitéen i 1969 og Udenrigsministerkomitéen i 1976, gav de østeuropæiske partnere mulighed for mere indflydelse. Fælleskommandoen der var den part der stod for fred, beskæftigede sig med fælles planlægning, uddannelse, manøvrer og våbenprogrammer. I tilfælde af krig overgik den operative kommando til den sovjetiske generalstab, ligesom de fleste af pagtens fælles offensive styrker var sovjetiske.
Warszawapagten blev opløst i 1991 som følge af kommunismens sammenbrud i Østeuropa.
-Pernille H
GUSTAV RASMUSSENS TALE I FOLKETINGET 22.3.1949
Kildens er udgivet i bogen ”Danmarks udenrigspolitik efter 1945” som er skrevet af Bertel Heurlin. Kilden er en tale som udenrigsminister Gustav Rasmussen holdte i folketinget d. 22. marts 1949. Gustav Rasmussen argumenterer for hvorfor Danmark skal være en del af Atlantpagten og forklarer hvilke fordele han ser ved det. Talen retter sig mest til dem der ikke kunne se fordelene ved et medlemskab og for at overbevise danskerne om at det er en god idé.
Kilden er en førstehåndsberetning hvor øjenvidnet her beskriver alt hvad han ser og observerer. Både fra ministerens side og fra tilhørerne. Dette gør kilden troværdig da begge sider af sagen fremstilles. Kilden er en primær kilde, da selve talen bliver refereret og er skrevet ned som dem blev sagt.
- Madeleine
GALLUP 1959: STATUS PÅ DANSKERNES HOLDNING TIL MEDLEMSKABET AF NATO
Danmark forsøgte efter 2. verdenskrig at holde sig uden om den begyndende stormagtskonflikt mellem Sovjetunionen og USA. Neutralitet var ikke en holdbar løsning, da konflikten spidsede til i slutningen af 1940’erne. Da det mislykkedes at danne en fælles nordisk forsvarsalliance, blev Danmark en af medstifterne i Atlantpagten i 1949, der udviklede sig til et forsvarssamarbejde med egen kommandostruktur samme år, efter Koreakrigens udbrud.
Danmarks og danskernes forhold til NATO har ofte været anstrengt. Trods dette, var en sikkerhedspolitisk alliance mellem Socialdemokraterne, Venstre og Det Konservative Folkeparti med til at sikre det danske medlemskab indtil den såkaldte ”fodnoteperiode” (1982-1988). Da Socialdemokraterne brød alliancen, var det danske forhold til NATO på randen af et sammenbrud. Som bekendt blev NATO-medlemsskabet fastholdt og Danmark er fortsat medlem af NATO.
I denne undersøgelse foretaget af Gallup, fremlægges danskernes holdning til NATO-medlemskabet i perioden 1949-1959. Opbakningen til medlemskabet lå rimelig stabilt på lige under 50 % til og med 1959, mens modstanden ligeledes lå stabilt på omkring 25 %. Fra 1957 var der en markant stigning af tilslutter og et tilsvarende fald af modstandere. Der var dog ved den seneste måling i februar 1959 et stort fald i tilslutningen på 42 %, modstanden var dog fortsat den laveste i perioden, mens ”ved ikke” var vokset proportionelt med tilslutningens fald. Det interessante ved denne undersøgelse er, at den sammenkobler partitilhørsforhold med holdningen til NATO. Men kan eksempelvis se at kommunisternes modstand i 1949, var en anelse blødet op i 1959, og at opbakningen blandt de traditionelt NATO-positive partier Venstre og Konservative var faldet en smule.
Analysefirmaet TNS-Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det spænder over både storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Disse meningsmålinger er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.
-Pernille H
Diskussion
På denne tid hvor Gustav Rasmussen holdte denne tale var Danmark lige blevet medlem af NATO og det var derfor et meget aktuelt emne. Mange politikere og borgere kom frem med deres holdning til dette og dermed også Gustav Rasmussen som ville overbevise befolkningen om hans holdning til sagen. Den gennemgående tendens i talen er at Gustav Rasmussen ser en masse fordele ved dansk tilslutning til Atlantpagten. Han argumenterer for at det vil styrke landet og skabe en sikkerhed og tryghed. Han fremhæver at en dansk udeblivelse vil isolere landet og blotte det for angreb uden mulighed for forsvar.
-Cecillie H